Stormen er gavmild

Jagt 27. Januar 2019

Klitgaard Gods dag to

Klokken er 7 og vi skal ud af fjerene. Der blæser en pelikan udenfor, men vi har besluttet os for at vi skal på jagt. Uanset hvordan vejret er. Det er mega flot heroppe og vi skal ud og nyde naturen.

Jeg hopper i tøjet og går ned til Freya, der har lavet morgenmad. Vi spiser et par rundstykker og æg sammen med Morten. Han giver de sidste gode råd om jagten.

Vi har bestemt os for at starte med at sidde i tårn i en time eller to, for så at pürsche i nogle timer. Vi vil så slutte igen i tårn, hvis vi ikke har høstet noget vildt inden da.

Tårnuglerne

Jeg kan tydeligt mærke at der er mere vind og noget koldere end i går. Vindstyrken er på over 14 m/s, temperaturen omkring frysepunktet og det står ned i stænger. Det er en blandning af sne, slud og regn. Det kan næsten ikke blive bedre 🙂

Vi placerer os i de samme tårne som i går, og så er det bare med at vente.

Samme udsigt

Der er gået over en time og jeg spørger Freya over radioen om hun har set noget. Hun fortæller at hun så tre dyr da hun kravlede op i tårnet og lidt senere tre mere inde i skoven. De var dog ikke på skudhold.

Jeg fortæller hende at jeg ikke har set noget som helst. Til gengæld sidder jeg rigtigt udsat og vinden blæser direkte ind i åbningen på tårnet. Tøjet fra SnipenStrike holder heldigvis godt på varmen. Jeg har også en thermo med te, der kan varme mig.

Efter to timer aftaler vi at mødes for at pürcsche indtil middag. Jeg kravler ned fra tårnet og går over til Freya der står klar. Vi kigger på kortet for at planlægge hvilken vej vi skal pürsche, i forhold til vind. Det er nu ikke særligt svært da vinden er så kraftig at regn og slud næsten blæser vandret i luften. Så det er bare med at placere sig så vinden er lige i ind i masken på os.

Området vi må anvende (Kilde: Google Earth)

Rådyr i sigte

Vi pürscher mod øst , langs skovkanten og vi ser et spring på 10-15 dyr. Vi er nødt til at gå tilbage og så ellers følge et levende hegn et par hundrede meter. Det gør at vi kan nærme os fra en god vinkel. Vi bevæger os meget lavt hen over marken for at komme på skudhold af dem.

Efter 300 meter, ser vi springet bevæge sig væk fra os. Underligt. Vi har vinden i ansigtet og det blæser så meget at de overhovedet ikke kan høre os. Vi har bevæget os i skjul for dem, men de går alligevel væk fra den retning vi kommer fra.

Vi krydser hurtigt marken til næste levende hegn og begynder at bevæge os ned langs det, på læsiden. Pludselig ser jeg et par rådyr ca. 400 meter længere nede og vi søger ind i hegnet . Vi bevæger os stille ned mod dem, i lav gang.

Efter 300-350 meter, kigger jeg frem igen og der står de. På omkring 50 meters afstand står de og esser. Jeg vinker Freya frem og hun knæler ned for at få et godt skud. Så sker det igen. Dyrene bevæger sig ind i hegnet, uden at have værdiget os et blik og forsvinder ud over marken.

Vi kigger på hinanden og hvisker "det kan da ikke passe. De kan hverken høre eller lugte os i den vind". Klokken er ved at være 13.30 så vi beslutter os for at vende om for at gå tilbage til bilen. Vi har brug for lidt middagsmad, inden eftermiddagens jagt.

Kulden sætter ind men der er flere rådyr

Vi pürscher langsomt tilbage, da vi nu har vinden i ryggen. Vi kan begge mærke kulden trænger sig på, mest på grund af den hårde vind og blandingen af regn og slud. Men vi fortsætter ufortrødent. Vi bruger begge briller og er nødt til at bruge fingrene som vinduesviskere for at kunne se ordentligt, når vi er ude af skoven.

Vi kommer ind i skoven og jeg kigger ud på den anden side af den. Der står igen 3-4 rådyr ved et levende hegn, men mere end 400 meter væk. Vi beslutter os for at gå i en stor bue uden om dem, for at få vinden ind fra den rette vinkel, selvom at middagsmaden så kommer til at vente.

Efter en tur på 30 minutter kommer vi ud af skoven igen, og er på den rigtige side af det levende hegn og vi har igen den hårde vind, regn og slud i ansigtet. Vi bevæger os langsomt ud over marken, og sørger hele tiden for at holde vores placering så vi er skjult af træerne.

Vi kan se at dyrene har bevæget sig væk fra hegnet og står nu ude på marken. Det passer os fint, for så kan vi komme helt op til det levende hegn og så komme på skudhold. Vi bevæger os langsomt og roligt frem til hegnet, og hvad sker der så?

Nu må det høre op

Dyrene bevæger sig væk fra os igen, hen over marken og hen til det næste levende hegn, så de kan stå i læ. Afstanden er igen 400 meter, og vi kigger på hinanden. Freya siger så pludselig "Der står da 4 mere der, bag dig". Jeg vender mig om og ganske rigtigt. 4-500 meter væk, midt ude på marken står der et nyt spring. Vi taler lidt om hvilket vi skal prøve at pürsche os ind på, og beslutter os for at tage det første, som vi startede med.

Vi går tilbage langs det levende hegn, for at komme ned til skoven igen, så vi ikke bevæger os i silhuet, når vi skal tættere på dem. Mens vi bevæger os langs skoven, holder vi øje med begge spring, for at se om de bevæger sig i vores retning. Vinden pisker stadig regn og slud i ansigtet på os, og grimasserne er efterhånden stivnet godt i kulden. Men blodet pumper rundt i kroppen. De er tæt på, men stadig ikke tæt nok. Specielt når det blæser så kraftigt, så vil vi gerne ind på under 100 meter og gerne på 50 meter for at få et godt skud.

Vi kryber mere og mere sammen, jo tætter vi kommer på dem, og så fryser Freya igen, og stirrer lige frem. Der står 2 rådyr, en rå og et lam på 180 meters afstand i skovkanten. Nu er det alvor. Vi har to spring, eet på 400 meter, et på 250 meter og nu 2 dyr på 180 meters afstand.

Jeg er klar!

Der ventes tålmodigt i sludhelvede

Vi sætter os ned og Freya slår hendes Harris bipod ud. Jeg slår min skydestok op, og så er det ellers bare at vente på at de bevæger sig i vores retning.

Vi sidder begge og kigger på alle dyrene. De esser og går lidt frem og tilbage, men ikke i vores retning. Vi beslutter os for at blive siddende i 15 minutter, og hvis der ikke er nogen ændring vil vi se om vi kan pürsche de to der står i skovkanten.

Lige som tiden næsten er gået, så går de ind i skoven igen, ser det ud til. Vi kan se klokken efterhånden er 14.30 og nu skal vi til at have lidt fart på hvis vi skal ind og spise, for at komme ud igen. Vi begynder at bevæge os fremad. Jeg holder øje med de to spring der stadig er aktuelle, og kigger af og til ned mod skoven hvor de to dyr gik ind.

Vi bevæger os 150 meter frem og er ca 30 meter fra det sted hvor de to dyr gik ind i skoven. Der er en å mellem os og skoven, og jeg siger til Freya at de må   enten have sprunget over den, eller brugt den lille overgang vi står ved. Lige som jeg siger det, så springer de frem fra nogle buske på vores side af åen på under 30 meters afstand og løber ud over marken i fuld firspring. Selvfølgelig lige op mod de to andre spring, der også sætter i løb.

Hvor uheldig kan man være? Vi trækker vejret dybt og går hen til bilen der kun står 200 meter væk. Ahhh det er dejligt at komme i læ, og så starter jeg bilen så vi kan køre den korte tur tilbage til godset og den nu meget forsinkede middagsmad.

Middagsmad og ud igen

Ahhh det er dejligt at komme i læ, og så starter jeg bilen så vi kan køre den korte tur tilbage til godset og den nu meget forsinkede middagsmad.

Vi kommer tilbage til godset og tager et par hurtige håndmadder. Skytte-eleven Morten får vores historier om hvor uheldige vi har været og tilbyder at køre med ud for at hjælpe til. Vi takker selvfølgelig ja tak, det er altid godt at have een med der er stedkendt og som kender til dyrenes bevægemønstre.

Morten fortæller at der ofte står dyr i et levende hegn tæt på godset, så der kan vi lige gå ned og kigge. Ganske rigtigt, der står et spring på 4-5 dyr og esser. Morten siger til mig at jeg kan gå ned til det andet hegn og stille mig. Når han og Freya så skyder til et dyr, så er hans erfaring at de løber over til næste hegn, hvor jeg så vil have mulighed for at høste et dyr.

Som sagt så gjort. Jeg pürscher ned langs hegnet, på den modsatte side, så dyrene ikke kan se mig. Jeg er forholdsvis hurtigt dernede, sender en sms til Freya og kravler frem for at stå klar.

Efter 10 minutter med regn og slud der pisker ind i ansigtet, uden at kunne se Morten og Freya, begynder jeg at tænke på om de er kommet længere ned langs det andet hegn, og jeg derfor ikke kan se dem. Jeg forsøger at tørre mine  briller, men det er lidt svært med sjaskvåde handsker og en stiv kuling lige ind i ansigtet.

Endelig dukker de op

Fem minutter senere ser jeg dem dukke op der hvor jeg startede, så tiden starter først nu for dem. Jeg kan se de pürscher ned mod det sted vi så dyrene første gang. Jeg kan ikke se dem overhovedet, og tror det er fordi der er en lille fordybning eller andet der skjuler dem.

De bevæger sig ulideligt langsomt ned imod området, og jeg kan se de stopper op af og til for at kigge frem fra siden. Grunden til at jeg opfatter det som langsomt er at jeg står totalt eksponeret for vind og vejr. Mit tøj holder mig fint varmt, men især ansigtet og fingrene er blevet kolde. Meget kolde.

Efter omkring 10 minutter kan jeg se at Freya har geværet på skydestokken. Varmen og adrenalinen spreder sig i kroppen på mig, og jeg spejder ud over marken for at se om jeg kan se vildtet. Der er intet at se, så jeg venter på at Freya skal løsne skuddet.

Efter 5-10 minutter er der stadig ikke sket noget. Jeg kan dog se at Morten står og vinker, og Freya pakker hendes skydestok sammen. Jeg pakker også min sammen, aflader og går tilbage til dem. Morten spørger om jeg kunne se noget vildt derfra hvor jeg stod, og jeg forklarer ham at det kunne jeg ikke.

De har ikke kunnet se noget vildt overhovedet efter jeg forlod dem, så han mener de har lagt sig ind i hegnet, for at få lidt læ. Han kigger på uret. Der er mindre end en time til lukketid, så han foreslår at vi kører lidt rundt for at finde noget vildt vi kan pürsche på.

Sidste chance

Efter en kort tur er vi ved skoven igen. Morten spotter hurtigt et spring, og vi begynder at pürsche. Der er vil ca. 500 meter da vi starter, og vi bevæger os hurtigt fremad mod dem, i læ af et hegn. Da vi er ca. 250 meter fra dem, kigger vi forsigtigt frem, og kan se de står og esser uden at være klar over at vi er der.

Vi bevæger os lidt mere forsigtigt nu, og kommer tættere på dem. Afstanden er 225, 200, 175 og nu kun 150 meter. Pulsen stiger igen, for vi kan se at de overhovedet ikke er klar over at vi er så tæt på dem. Vi bevæger os to meter mere, og så rejser vi en hare der løber lige over til rådyrene. De kigger selvfølgelig op da den ræser forbi dem, og så tager de også benene på nakken.

Vi står bare og kigger på hinanden lidt. Så siger Morten at vi kan prøve at bevæge os ind i skoven og rundt i den retning dyrene løb, da det kan være de har stillet sig i en lille skovkrog hvor der er læ.

Vi er selvfølgelig klar på det, og så er det ellers afsted. Ganske rigtigt. Da vi kommer derom kan vi se springet igen. Morten og Freya pürscher et lille stykke foran mig og jeg filmer dem mens de lister sig frem gennem skoven

Morten får sat skydestokken op til Freya og skal til at placere riflen. Lige før hun skal til gøre det, kan jeg se de begge stivner. Dyrene skiftes til at kigge i vores retning og vi er nødt til at stå stille for ikke at skræmme dem væk.

Eksempel på passion for jagt

De ufarlige skovtrolde

Jeg tænker på hvor længe hun kan holde til at stå i den akavede stilling, men jeg kender hende godt nok til at vide at det kan hun blive ved med næsten uendeligt. Når hun først er committet, så er det 100%. Jeg ved det er 100% nu for hende, så jeg må bare nyde synet af hendes passion for jagten.

Dyrene bliver overbevist om at vi nok bare er en lille gruppe ufarlige skovtrolde og esser videre. Freya placerer riflen i skydestokken og knæler ned på volden. Jeg kan se hun sidder og drejer sig lidt og så løfter hun riflen ned og lægger sig ved siden af Morten der ligger og kigger på dyrene i kikkert.

Freya og Morten ligger og kigger på springet

Hun får placeret sig fint, men jeg kan se hun bliver ved med at flytte sig lidt, med nogle sekunders mellemrum. Mit ur begynder at brumme. Tegn til at der er 5 minutter til lukketid. Pludselig kan jeg se at det er som om luften går ud af Freya. Hun lægger riflen og kigger på Morten. Han ryster på hovedet og jeg lister frem til dem. Springet har bevæget sig længere og længere væk, så de nu er mere end 140 meter væk og rundt om skoven og udenfor skudhold.

Klokken har passeret lukketid, så Freya aflader,  pakker sammen og vi bevæger os hen til bilen igen. Da vi kommer tilbage til godset får vi talt om alle vores oplevelser og de har været mange.

Gennemblødte støvler, men tørre fødder 

Det er erfaringen der tæller

Vi er blevet meget mere erfarene med hensyn til hvor svært det er at pürsche og har fået en masse fantastiske naturoplevelser de sidste par dage. Vi har også lært hvor vigtigt det er med korrekt påklædning og specielt mit nye jagtsæt fra SnipenStrike og vandtætte sokker fra Dexshell har været uovertrufne. Uanset om vejret har været med dyrene eller med os, så har det alligevel været nogle rigtigt gode dage.

Så man kan godt sige at stormen har været gavmild. Måske ikke på vildt, men på masser af gode oplevelser og erfaringer.

Mange tak til Michael fra Klitgaard Gods for at lade os besøge dig, og mange tak til Morten for din tålmodighed og vilje til at lære fra dig. Til sidst mange tak til Huntivo for at skabe muligheder for alle jægere.

 

Knæk og bræk!
Claude