På jagt i Arizona

Jagt 24. Juni 2019

Tilbage i Arizona

Jeg er en hurtig tur i Arizona, i forbindelse med et kursus hvor jeg er instruktør. Efter kurset har jeg nogle dage fri, hvor jeg blandt andet skal teste en række taktiske rifler til jagt og så skal jeg også besøge en del venner vi har herovre.

Een af dem er Scott, der lever i den nordlige del af Arizona. Han går utroligt meget på jagt og laver herudover også en del regulering for de forskellige ranch-ejere i området.

Jeg er taget med ham ud for at regulere præriehunde, og det er altid interessant.

Jeg har lånt en Ruger 10/22 med lyddæmper og en god Night Force optik. Så er det ellers med at opdage de små præriehunde og så få dem skudt.

Der er rig mulighed for at afprøve forskellige skydestillinger og afstande. Specielt da præriehunden er et forholdsvist lille dyr, bliver det hele tiden en udfordring når der blæser, som det gør i dag. Kaliber .22 er forholdsvis vindfølsom når afstanden bliver omkring 100 meter, men det lykkedes mig alligevel at skyde dem ud til 175 meter, så jeg er godt tilfreds.

Efter at have skudt omkring 30 præriehunde, bestemmer vi os for at det er nok, og vi vender hjem igen. Godt gennemblæste og sultne efter en lang dags jagt på de små bæster.

Det er altid en fornøjelse at besøge Scott, da der altid er tid til at dele en masse historier og udveksle en masse erfaringer med hensyn til jagt, genladning, taktikker og våben.

Som Scott altid siger, når man tvivler på hans ekspertise og erfaring: "Come and look at my freezers. I have four of them and they are all full of game-meat".

Det bliver desværre kun til den ene dags jagt, da jeg skal videre for at bruge 5 dage på test af forskellige rifler. Du vil kunne læse om de tests i enten Jagt, Vildt & Våben, eller på www.mitjagtblad.dk

 

Knæk og bræk!
Claude